Er det snyd at køre el-mountainbike? Debat og argumenter

Er det snyd at køre el-mountainbike? Nej, for der er ingen at snyde: skoven fører ikke regnskab, og din puls kan ikke aflæse, hvad naboen mener. Men lad mig tage diskussionen seriøst alligevel, for den dukker op ved hver eneste kaffemaskine og i hvert eneste cykelklubhus, og efter mange år som cykelsmed har jeg hørt alle argumenterne fra begge sider af disken.

Hvad siger tallene om motionen?

Assistancen fjerner ikke arbejdet, den skalerer det. Motoren på en e-mountainbike hjælper kun, når du selv træder, og stopper ved 25 km/t, så du arbejder hele tiden, bare med en usynlig makker. Forskning i elcykelmotion peger konsekvent samme sted hen: pulsen ligger lavere end på almindelig cykel på samme rute, men fordi el-ryttere kører længere, oftere og mere kuperet, ender den samlede motionsmængde tit på niveau eller højere. Motion, der bliver taget, slår motion, der bliver planlagt.

Det matcher det, jeg ser i værkstedet: el-MTB’erne kommer i praksis ind med FLERE kilometer på sliddelene end de almindelige mountainbikes, ikke færre, fordi folk simpelthen kører mere, når bakkerne ikke længere er en forhindring men en del af legen. Kæder og dæk lyver ikke, og deres vidneudsagn er entydigt: motoren skaber kilometer, den fjerner dem ikke.

Tradition møder tilgængelighed

Den ærlige kerne i snyde-diskussionen er sportskultur. Har du brugt ti år på at træne dig til at kunne klatre en stejl skovstigning, kan det føles uretfærdigt, at sidemanden nu ruller op ved siden af med et smil, og den følelse skal man ikke gøre grin med. Men mountainbikesporten har altid handlet om teknik, læsning af terræn og mod i nedkørslerne, og intet af det følger med i købet af en motor. El-rytteren, der suser op, skal stadig selv ned, og det er nedturen, der skiller fårene fra bukkene på et spor.

Tilgængeligheden er samtidig kategoriens største gave: ældre ryttere, folk med skavanker og familier med blandet form kan pludselig køre SAMMEN. Den fælles skovtur, hvor far på el-MTB følger med sønnen på almindelig cykel, er ikke snyd. Den er hele pointen, og den slags opsætninger har vi blandt andet set på i vores anmeldelse af Vaya-elcyklen.

Hvornår er det så reelt snyd?

Der findes tre situationer, hvor kritikken har fat i noget:

• Konkurrencer for almindelige cykler: stiller du op med motor i et felt uden, snyder du, punktum
• Tunede cykler: fjernes 25 km/t-grænsen med chip eller app, er cyklen ikke længere lovlig som cykel, og på sporene ødelægger de tunede maskiner det for alle andre
• Selvbedrag: hvis målet var hård træning i et bestemt pulsområde, og motoren står på turbo hele vejen, snyder du kun én person

Uden for de tre situationer er “snyd” bare et andet ord for, at nogen har det sjovere, end kritikeren under dem. Læg mærke til, at ingen af undtagelserne handler om selve motoren, men om konteksten: konkurrencens regler, lovens grænser og dine egne mål. Motoren er neutral, det er brugen, der farver den.

Smedens dom

Jeg har set folk i 60’erne genfinde skovture, de havde opgivet for ti år siden, og pendlere bytte bilkøen ud med singletrack på vej hjem fra arbejde. Den slags vinder alle på: sundheden, humøret og i øvrigt også skovens stier, der slides mindre af cykler end af biler på parkeringspladsen ved siden af. Vil du selv mærke forskellen, så prøvekør en ordentlig model, og mærk efter i benene bagefter, om det føltes som snyd.

Det gør det ikke. Det føles som at cykle, bare mere af det, og flere kilometer på flere dage er den ærligste form for motion, der findes.